Samordningsnummer til udenlandske sommerhusejere i Sverige
Udenlandske sommerhusejere i Sverige oplever problemer med at oprette el-, telefon- og internetaftaler, da de ikke har svensk person- eller samordningsnummer.
Status på grænsehindring: Løst
Ifølge en beslutning i den svenske Riksdagen, kan udenlandske statsborgere med sommerhus i Sverige fra og med den 18. juni ansøge om samordningsnummer i Sverige.
I Sverige er systemerne for service, tjenester og handel opbygget omkring personnumre. For at kunne betale ejendomsafgift mm. får udenlandske sommerhusejere et såkaldt GD-nummer, som de bruger i kontakten med Skatteverket. Dette nummer kan ikke bruges andre steder i samfundet, hvilket giver problemer i forbindelse med kontakten med private aktører og ved oprettelse af eksempelvis el-, telefon- og internetaftaler. Udenlandske sommerhusejere har derfor behov for et såkaldt svensk samordningsnummer, som bliver brugt i samfundet gennem den svenske stats personadresseregister: SPAR.
I Sverige findes der totalt ca. 36 500 udenlandske sommerhusejere, hvoraf ca. 10 000 kommer fra Danmark. Indtil videre har det ikke været muligt for dem at ansøge om et samordningsnummer, men fra og med den 18. juni 2021 er det muligt for udlændinge med sommerhus i Sverige at ansøge om et samordningsnummer, ifølge en beslutning taget i den svenske Riksdagen.