Fradrag - når du er begrænset skattepligtig
Når du bor i Sverige og arbejder i Danmark, er du 'Begrænset skattepligtig i Danmark'. Hvis mindst 75 procent af din samlede indkomst i løbet af et kalenderår kommer fra Danmark, kan du vælge at blive beskattet efter 'Grænsegængerreglerne'.
Fradrag for begrænset skattepligtige
Som begrænset skattepligtig har du mulighed for følgende fradrag:
- Personfradrag - Hvis du har arbejdet i Danmark hele kalenderåret. Ellers kan du få personfradrag i forbindelse med en helårsomregning.
- Kørselsfradrag (befordringsfradrag) - Du kan få fradrag for din pendling mellem bopæl og arbejdsplads efter særlige satser
- A-kasse fradrag - For dit medlemskab i en A-kasse
- Fradrag for fagforening - Få fradrag for dit medlemskab af en fagforening
Personfradrag
I 2025 er personfradraget på 51.600 DKK (2024: 49.700 DKK). For at få hele fradraget, skal du være skattepligtig et helt kalenderår eller være beskattet efter grænsegængerreglerne. Hvis du kun har været skattepligtig i Danmark en del af året, kan du vælge helårsomregning af din indkomst og derved få en del af personfradraget. Hvorvidt det kan betale sig at få lavet en helårsomregning afhænger af din indkomst.
Jobfradrag
Alle lønmodtagere, der har am-bidragspligtig løn får automatisk et jobfradrag. Jobfradraget er på 4,50 % af indkomsten over 224.500 kr. og kan højst være 2.900 kr. i 2024 (2.800 kr. i 2024).
Beskæftigelsesfradrag
Lønmodtagere, der arbejder i Danmark, får automatisk beskæftigelsesfradrag. Beskæftigelsesfradraget er på 12,30 % og kan højst være 55.600 kr. i 2025 (10,65 % og 45.100 kr. i 2024).
I 2025 er beskæftigelsesfradraget til enlige forsørgere, som har ret til og modtager ekstra børnetilskud efter børnetilskudsloven, på 11,5 % dog højst 48.300 kr. (25.300 kr. og 11,5 procent i 2024).
Kørselsfradrag (befordringsfradrag)
Når du arbejder i Danmark, kan du som begrænset skattepligtig få et fradrag for din transport mellem bopæl og arbejdsplads - dog ikke hvis din arbejdsgiver betaler dine rejseudgifter. Befordringsfradraget beregnes efter faste tariffer og kun for de faktiske arbejdsdage. Du kan kun få fradrag for det antal kilometer, der ligger udover 24 km pr. dag.
I 2025 er kørselsfradraget (befordringsfradraget) per arbejdsdag
0-24 km: 0 DKK/km
24-120: 2,23 DKK/km
Over 120 km: 1,12 DKK/km
I 2024 er kørselsfradraget (befordringsfradraget) per arbejdsdag
0-24 km: 0 DKK/km
24-120: 2,23 DKK/km
Over 120 km: 1,12 DKK/km
Kørselsfradraget beregnes per kilometer og antal arbejdsdage med fremmøde på arbejdet i Danmark - uanset transportmiddel og de faktiske udgifter. Feriedage, sygedage og distancearbejdsdage mv. skal ikke regnes med.
Rejser du med færge mellem Helsingborg - Helsingør gælder særlige regler - kontakt Skattestyrelsen for mere information.
Læs mere om kørselsfradrag (befordringsfradrag) på skat.dk
Ekstra kørselsfradrag (befordringsfradrag)
Skattestyrelsens system beregner automatisk det ekstra fradrag som kan ses på din forskudsopgørelse og årsopgørelse.
Personer med løn under 363.600 kr. i 2024 (353.000 kr. i 2023) kan få ekstra befordringsfradrag på op til 15.400 kr. i 2024 (15.400 kr. i 2023). Fradraget nedsættes gradvist for indkomster over 313.700 kr. til 363.600 kr. i 2024 (indkomster over 303.000 kr. til 353.000 kr. i 2023).
Særligt brofradrag pr. passage over Øresundsbron:
- Over Øresundsbron med bil/motorcykel: 50 kr.
- Med tog/offentlig transport: 8 kr.
A-kasse
Hvis du betaler skat i Danmark OG benytter dig af grænsegængerreglerne, kan du få fradrag for udgift til en dansk A-kasse, efterlønskontigent og fleksydelsesbidrag.
Fagforening
Når du arbejder i Danmark, kan du få et fradrag for dine udgifter til en fagforening. Maximalt 7000 DKK (7000 DKK i 2024)
Fandt du denne information relevant?
Vil du uddybe dit svar?
Personlig hjælp til årsopgørelsen
Skatteverket på Øresunddirekt hjælper med spørgsmål om den danske årsopgørelse og den svenske skattedeklaration.
Ring på 040 17 64 00 eller besøg os på informationscenteret i Malmø.
Tjeklisten – når du har fået job i Sverige
Når du har fået job i Sverige, giver vi dig de vigtigste ting, som du skal kende. Det er lige fra svensk ”samordningsnummer” til SINK-skat og social sikring.
Udfyld din danske årsopgørelse
Øresunddirekt giver vejledning i hvordan du udfylder din danske årsopgørelse.