I Sverige er der som i Danmark forskellige optagelseskvoter, som man kan søge uddannelse igennem. I Danmark har vi kvote 1, hvor man udelukkende bliver vurderet på sit karaktergennemsnit samt kvote 2, hvor man bliver vurderet på andre kvalifikationer end karaktergennemsnittet. I Sverige er der hele fem kvoter (betygsgrupper), som ansøgere kan blive optaget igennem. Disse kaldes henholdsvis Bl, BII, BF, HP og Alternativt urval.
Hvis du kun søger på baggrund af dine gymnasiekarakterer, søger du automatisk gennem kvoterne:
- Kvote Bl= Du indgår i kvote Bl, hvis du skal vurderes på dit karaktergennemsnit fra gymnasiet, og hvis du opfylder de grundlæggende adgangskrav.
- Kvote Bll= Du indgår derudover i kvote Bll, hvis du også har taget supplerende fag efter gymnasiet. Karaktererne fra disse fag tæller med i dit gennemsnit fra gymnasiet, så i kvote Bll vil du blive vurderet ud fra dit nye samlede gennemsnit.
Kvoterne BF og HP henvender sig derudover primært til dem, der tidligere har studeret i Sverige. HP betyder højskoleprøven (högskoleprovet), som er en prøve, der tester, om du er egnet til at gennemføre en videregående uddannelse i Sverige. Du bliver blandt andet testet i matematik, svensk og engelsk. Du behøver ikke være svensk statsborger for at udføre prøven, men prøven er på svensk. HP er et supplement til eksamensbeviset og kan være med til at øge dine chancer for at blive optaget, men HP erstatter ikke de generelle og specifikke adgangskrav. Mindst en tredjedel af de studerende bliver optaget med HP. Prøven koster cirka 450 svenske kroner (2022), og det er muligt at tage prøven to gange årligt.
Læs mere om HP på studera.nu
Kvoten Alternativt urval er derimod nogle kriterier, som den enkelte uddannelse selv har besluttet. Dem der bliver optaget gennem Alternativt urval, kan fx blive bedt om at tage en særlig, uddannelsesspecifik optagelsesprøve, eller de kan blive vurderet på baggrund af deres erhvervserfaring og andre parametre, der er relevante for den enkelte uddannelse. Alternativt urval minder derfor om den danske kvote 2. De specifikke kriterier kan typisk ses på uddannelsens egen hjemmeside.
Læs mere om disse optagelseskvoter på antagning.se
Hvis der er flere ansøgere, end der er studiepladser, er det dem med de højeste karakterer i hver udvælgelsesgruppe, som får tilbud om optagelse. Det er en god idé at undersøge dit ønskede studies statistikker for karakterer og optagelse. I nogle tilfælde kan statistikkerne findes på uddannelsens egen hjemmeside.
Undersøg statistikker for karakterer og optagelse for din uddannelse i Sverige